Der var dømt bundgyserkamp, lørdag den 26. september på Vonge stadium, mellem Øster Nykirke og NSG's serie 4 drenge. Serie 4 kampen bar dog også præg af kampens betydning, og blev da også en noget rodet affære, og uden særlig meget flot spil.
Det der stod på spil for begge hold var ren overlevelse, for der var kun fire kampe tilbage, til at sikre endnu en sæson i serie 4. Desværre var der igen en del afbud, fra NSG spillernes side, til denne vigtige kamp. Derudover manglede flere af lørdagens spillere lige viljen til at vinde plus lidt evne og holdforståelse, under selve afviklingen af kampen. Ærgerligt, da Øster Nykirke bestemt, på denne dag, var et hold der kunne og burde være slået.
Vi hopper hurtigt til 10 minutter ind i anden halvleg, for der er intet at berette om fra første halvleg. Efter et hjørnespark og lidt klumpspil ender bolden ved undertegnende, der laver et okay træk efterfulgt af et lumsk "trickskud" med venstre benet. Øster Nykirkes målmand havde ingen mulighed for at holde bolden og bolden skruede trillende ud til en fremadstormende Christian Mortensen, der også blev overrasket over boldens bevægelse, men han fik dog alligevel smart scoret med hælen til 0-1. Føringen holdt til 20 minutter før tid. Øster Nykirke scorede på et meget tvivlsomt dømt indirekte frispark som oven i købet blev rettet af (Lasse havde ellers sikkert grebet bolden). Frisparket blev dømt fordi den ellers udmærkede dommer skønnede at målmand Lasse Sørensen, under et udspark, slap bolden for sent og derved holdte bolden i hænderne lige uden for straffesparksfelten.
3 minutter før tid slukkede Øster Nykirke lyset for NSG, med et rigtigt "klude" mål, da flere af NSG spillerne stod og sov. Kort forinden og efterfølgende havde Ulrik Pedersen et par gode forsøg men desværre for Ulrik og NSG mandskabet var heldet heller ikke med på dagens tur. For held i fodbold opnås kun hvis man forsøger at opsøge heldet og det var som sagt ikke tilfældet, for NSG spillerne, særlig mange gange i denne kamp.
Bedste spiller for NSG var Christian Mortensen, nr. 2 var Ulrik Pedersen og nr. 3 var Lasse Sørensen.
Bonus info: Morten Schat, med 140 NSG førsteholdskampe på CV'et, spillede hele anden halvleg og gjorde en rigtig god figur i form at fight og intelligent omgang med bolden.