nrsnede

Syv gyldne minutter

Senior
28. september 2008 - 10:27 af: Simon Ydesen (Horsens Folkeblad)

Nr. Snedes unge løver kæmpede til sidste fløjt og blev belønnet med to sene scoringer i 3-2 sejren over Kolt/Hasselager.

Det var et vaskeægte bundopgør, som stod på menuen for Nr. Snede-spillerne. Kolt/Hasselager tilhører ligesom John Kvistgaards tropper den tunge ende af tabellen.

- Det var langtfra vores bedste kamp, men vi fik tre meget vigtige point ud af kampen. Det så ellers sort ud kort før tid, siger John Kvistgaard, der måtte se en af sine bærende kræfter forlade banen efter bare 10 minutters spil.

- Morten Pedersen, der var helt forrygende i kampen mod Brædstrup, måtte udgå med en fiberskade, fortæller Nr. Snede-træneren.

Kolt/Hasselager kom foran efter 20 minutter. Det blev ved den enlige scoring i en jævnbyrdig første halvleg.

- Vi fik udlignet efter en times spil, da Mikkel Olsen scorede med hælen. Det lignede langt hen ad vejen en uafgjort kamp, men Kolt/Hasselager fik scoret med syv minutter tilbage af kampen, siger John Kvistgaard, der efterfølgende blæste til angreb.

- Vi satsede alt, hvad vi kunne. Vi skiftede en forsvarsspiller ud med en angriber. Det gav bonus, da vi fik udlignet ved Jesper Pedersen med fire minutter igen, fortæller John Kvistgaard. Efter vores udligning blev vi ved med at presse på. Simon Pedersen scorede til 3-2, da der var under to minutter tilbage af kampen. Denne gang havde vi det held, vi havde imod os i de første kampe, opsummerer John Kvistgaard, der roser to gange Jesper for en flot kamp.

- Både Jesper Mogensen og Jesper Pedersen satte et positivt aftryk på kampen, lyder det fra John Kvistgaard.